*Allé-scenen / Alléscenen

ALEXANDRATEATRET

1944-1964 Allé-Scenen

1976-1980 Alléscenen

Da Betty Nansen i 1917 købte Alexandra Teatret gav hun det sit eget navn og gjorde det til Kbh.s førende litterære scene uden for Det Kongelige Teater. Teatrets historie går tilbage til 1869, da Ferdinand Schmidt åbnede Københavns første serveringsteater: Frederiksberg Morskabsteater. 1904-14 hed det Frederiksberg Teater og var et rent underholdningsteater, men herefter blev det under navnet Alexandra Teatret en scene for den mere seriøse dramatik under ledelse af først Peter Fjelstrup, siden makkerparret Albrecht Schmidt/Leopold Wondt. Efter Betty Nansens død i 1943 skiftede teatret endnu engang navn og fortsatte som Allé-scenen under vekslende ledelser med et repertoire, der især vægtede den franske efterkrigsdramatik. Da Bent Mejding i 1964 rykkede ind, hed teatret i en periode Ungdommens Teater, og repertoiret skiftede fra det franske til det angelsaksiske, der også omfattede musicals og børneteater som et fast led i teatrets virksomhed. I 1980 kom Morten Grunwald til og igen hed teatret Betty Nansen Teatret, ligesom den berømte direktrice også visuelt kom til at præge teatrets foyer. I hans direktionstid vekslede repertoiret mellem moderne udenlandsk dramatik på hovedscenen, intime stykker på balkonscenen og store forestillinger i Østre Gasværk Teater. I 1992 overtog Peter Langdal og Henrik Hartmann ledelsen, og forsynede teatret med en ekstra scene, Edison, for den eksperimenterende dramatik.  (Kilde: Gyldendals Teaterleksikon)